Fra strand Utopia til Ho Chi Minh og alt der imellem ✌️

Det er noget tid siden jeg har skrevet noget, eller det er nok ikke så forfærdeligt længe siden, men dagene går, der sker meget, og jeg har lidt været presset. Både fysisk og mentalt, men en ting af gangen. Sidste “indslag” sluttede vidst med at jeg forlod mit lille Beach heaven, og gjorde det i følgeskab med Fanny, og jeg tænkte op til, at det ville være chill og jeg bare ville køre efter hende, for hun havde fortalt at hun for det meste kørte med google maps rutevejledning i øret, og det gør jeg ikke, jeg prøver at klare mig uden 😎 men efter en 10 mins kørsel spurgte hun om jeg ikke ville køre forrest og så kunne hun bare følge efter. Jeg tænkte, jo, det kan jeg da godt, det er hverken første eller sidste gang jeg enten har ledt nogle på rette vej eller afveje 😜 så jeg tog teten, og vi skulle køre et stykke til Nha Trang, tror det var omkring 300 km, hvilket stadig er ALT for meget, især på highway 1, men det er vejen der leder dertil. Vi kørte og kørte og holdt nogle pauser hist og her, og ingen problemer med at finde vejen dertil

Jeg har efterhånden fået godt styr på at læse vejskiltningen og egentlig bare tro på min egen intuition, som overraskende er korrekt meget ofte 😃

Da vi var små 100 km fra Nha Trang ville jeg gerne have skiftet olie på kværnen og vi fandt et sted, og normalt plejer det at være lige til. Du prøver først på engelsk, når han så svarer dig på vietnamesisk slår du over til tegnsprog. Jeg pegede på der hvor man fylder olie på og han kiggede, kørte fingeren henover en del af motoren og sagde noget, gav mig en tommelfinger op og gik så i gang. Det skal siges at det har dryppet lidt fra min cykel med olie under hele turen, men mekaniker mesteren mente det var det jeg skulle have fikset, så han skilte gear kassen ad og jeg prøvede at få en pris på herligheden og det var egentlig en fair pris, så det var ok, hvis det havde løst problemet og gearne er heller ikke blevet bedre 😂

Anyways, vi kom frem til Nha Trang i god behold 

og skiltes på vej ind til byen, men aftalte at mødes dagen efter og følges til Da Lat i bjergene. Jeg fandt mit hostel uden de store problemer, tog et hurtigt bad og så ud og se byen. Og den minder meget om en populær ferieby i Sydeuropa, en større by i sydeuropa. Rygtet siger at det er russerne. Der kommer så mange af dem til byen, så det er udfaldet. Jeg fandt min vej ned til stranden, gik lidt i sandet, fandt noget at spise bagefter og tog en tur i biografen. Bagefter efter tog tilbage og gik i seng 😴

Dagen efter gik til Da Lat, en større by oppe i bjergene. Jeg har kun hørt godt om den med de folk jeg har snakket med undervejs, så jeg bookede to nætter på et hostel om morgenen, mødtes med Fanny og satte kursen mod Da Lat, og jeg ledte an. Jeg havde kort studeret ruten dertil og tog den må fornemmeren derfra. Det var kun en tur på små 150 km tror jeg. Gennem et par bjergpas og lige ud af landevejen, og jeg fandt vejen frem til Da Lat uden problemer✌️ 

Da Lat er en by som minder lidt om San Francisco hvis man har været der, men det vil sige, at det går meget op og ned, der er ikke rigtig et fladt område, eller det er der, men selvfølgelig ikke der hvor jeg bor eller færdes. Der var et par nervepirrende situationer på vej til mit hostel, fordi det var så stejlt i meget snævre gyder, men den satan til en cykel klarede selvfølgelig alle udfordringer uden problemer

 Jeg fandt mit hostel. Til en start så det rigtig cool ud. Folk sad og snakkede, drak nogle bajere og der var bare en rigtig god stemning, og min første indskydelse var, fedt fedt fedt, det bliver rigtig hygge, men det ændrede sig. For det første skulle jeg ikke bo i den bygning, men blev henvist til en anden, hvor der ikke rigtig var en lobby hvir folk sad og hyggede, men Fuck it, jeg kan jo altid tage tilbage til den anden bygning og chille med folk, så jeg indlogerede mig på mit værelse for at gå tilbage, købte en bajer og satte mig. Der gik så 5 min, så gik det op for mig, at det bare var er marijuana sted. Folk røg bare hele tiden, og fred være med det, deres valg, men det var bare ikke lige noget for mig, så det var lidt øv. Efter at have drukket min bajer gik jeg ud for at se byen, finde noget mad og få lidt luft. Og jeg tror jeg fik noget shady mad, for min mave begyndte at give problemer, ondt i maven, utilpas og bare øv. Jeg har en mistanke, for jeg stoppede et sted for at få lidt mad, og jeg troede jeg skulle have mexicanske pandekager med salat, jeg fik så en æggekage, hvor der var rejer indbagt i og fyldt med kød 😅 og sådan kan det gå nogle gange, hun skulle bare have givet mig et glas mælk med, så havde det været fuldt hus 🙈 sidste lidt og gik videre, men det gjorde at dagen efter gik jeg en lille tur, men ellers blev jeg på hostel og slappede af, for jeg ville til Ho Chi Minh efter Da Lat, og ærligt, så havde jeg nok lidt bæ fjæs over hostel og menneskerne, men på min gå tur oplevede jeg en brand, oh yes, de eksisterer også herude

Den sidste etape på min tur ville gå fra Da Lat til Ho Chi Minh City dagen efter, og det er en længere tur 350 km mener jeg det var, og der var Formel 1 sæson start, så jeg ville gerne tidligt afsted så jeg kunne nå at se løbet, som jeg troede startede kl.14 lokal tid 😅 så jeg tog afsted fra Da Lat omkring 6.30. -Og igen igen, var køreturen ligetil, hvertfald den del der gik frem til HCMC forstad. Det mest udfordrende er som sagt afstanden og komforten på en motorcykel som jeg kører på efter 6–7 timer, men som en anden Sebastian Vettel finder jeg frem til forstæderne rimelig ubesværet. De udfordringer der var med at finde hostel begyndte at dukke op i forstæderne, dels fordi trafikken blev betydelig mere hæftig og tæt, så du kan ikke bare lige svinge rundt eller ændre vognbane eller hvad du nu gør på de langt mindre trafikerede veje, og så er der en del ombygning/udvidelse af vejnettet og det er google maps ikke helt med på (oh yes, jeg bruger google maps når jeg kommer til byerne, ellers kommer jeg aldrig frem). Jeg var dog dybt fascineret af antallet af scootere, knallerter og mc’er der kører på vejene. Forestil dig åbningen af Bakken, og så bare meget mere tilfældigt, fordi folk skal ligeud, folk skal til højre, folk skal til venstre og så er det bare hverdag, ikke noget specielt for lokal folket, så der bliver ikke tager hensigt. Signal krydsene har en del større betydning her end ude på landet, og folk overholde dem for det meste, hvis de ikke skal til højre altså 😉 men jeg syntes det var fedt at køre i. Jeg har aldrig prøvet noget ligende og jeg fulgte bare med og følt mig godt tilpas, fed fornemmelse, omgivet af tohjulede, og når der bliver grønt kører du bare, zik-zakker mellem hinanden, skal du til venstre, så zik-zakker du mellem de modkørende i lyskrydset, fed fornemmelse 👌 nå, men jeg kom frem til mit hostel 13.30, og lige overfor lå en sportsbar, perfekt timing eftersom jeg troede Formel 1 løbet startede kl.14 lokal tid 👍👌😎 jeg tjekkede ind, tog et hurtigt bad og løb over på sportsbaren kl.14.00 præcis, men... det var så der løbet sluttede, Heh, det vidste sig, at det startede kl.12 og ikke 14, hmm, ser man det 😅 men jeg fandt da ud af at Sebastian Vettel i sin Ferrari havde vundet løbet 🏎🙌✊👍 jeg havde dagen forinden sat min cykel til salg på en facebook side, og fået nogle henvendelser på den, så det ville jeg nu fokusere på at få gjort, solgt min cykel. Der kom en gut og skulle kigge på den, og det gjorde han, men han syntes den føltes underlig, så han ville kigge videre. Den næste jeg havde en aftale med var en pige, men hun havde købt en anden i mellem tiden, og den tredje svarede ikke tilbage. Hmm, jeg kan mærke at presset for at få den solgt stiger. Jeg gider ikke tænke mere på at få det gjort og vil “bare” gerne af med den. Jeg har oplevet, gjort og bevist overfor mog selv nogle fantastiske ting på den cykel, men nu skal det ikke gå hen og blive en belastning at have den. Mens jeg havde kørt rundt og ledt efter mit hostel, havde jeg ved en tilfældighed stoppet foran et værksted, hvor en lokal var kommet hen til mig og ville købe cyklen for en slik, og jeg havde afvist ham først og sagt jeg måske ville komme tilbage senere, og nu overvejede jeg kraftigt at gøre det 🤔 og det endte med jeg gjorde det. Jeg syntes cyklen fyldte for meget i mit hoved. Jeg ville gerne have den solgt, på posthuset og sende min hjelm, handsker og andet hjem til min far, og få det ud af verdenen, så jeg kunne nyde den sidste tid i Vietnam uden vigtige gøremål, så jeg solgte cyklen og ville prøve at drikke pengene op 😁 jeg solgte den for ca. 2.500.000 Dong, og en bajer koster mellem 20-40.000 Dong alt efter mærke og hvor du køber den, og de er på 50-75 cl. Jeg ynder at sidde på de lokale værtshuse, som er en lille plastik taburet på gaden og få mine bajer med en smøg, der koster de 20.000, så der skal ikke den store matematiker til at kunne se, at jeg havde min opgave for med at drikke pengene op, så det lykkedes ikke, men lige hjem gik jeg ikke, nærmere zik-zakkede jeg som trafikken kørte. Det skal siges at den vej jeg bor på, har lukket af for trafikken om aftenen, for det er et populært område med gang i

Næste dag besøgte jeg krigs museet, men først tog jeg på posthuset og sendte nogle ting hjem 

og krigsmuseet, det var lidt af en oplevelse. Det museum jeg besøgte i Hanoi havde nord vietnamesernes synspunkt og det museum i Ho Chi Minh fortalte amerikanernes historie. Og jeg vidste godt amerikanerne var nogle svin da de var her, men det gjorde et større indtryk end beregnet, billederne og historierne. Jeg syntes det er sundt for alle ar vide hvad der skete og bare fordi amerikanerne lavet et par film om deres heltemodige soldater så syntes jeg at en film som ‘Full Metal Jacket’ giver et bedre billede end f.eks ‘We We’re Soldiers’. Jeg har ikke taget nogle billeder af nogle af tingene, for det var min oplevelse af tingene og folk skal danne deres egen mening, men en lille fortælling fra en journalist som var med ved fronten og dokumenterede ‘Search and Destroy’ mission er; Han er i en lille landsby og amerikaner er godt i gang med at brænde det hele ned. Så ser han en gruppe kvinder, ældre kvinder og børn og et pr G.I’s (amerikanske soldater) som står rundt om dem med geværerne pegende mod dem. Har siger at de ikke skal skyde for han vil tage et billede af dem. Har tar sit billede (billede viser gruppen af vietnamesere som græder og er bange), bagefter vender han rundt og går væk, det næste han hører er lyden af geværskud og derefter stilhed, men han vender sig ikke om for at se efter. -Men vi ved godt hvad der skete... -Og det er bare en af mange fortællinger. Fortællinger og billeder af lemlæstede børn, kvinder og torturerede mænd, forfærdeligt. 

Nå, men resten af min tid i HCMC gik med at tulle rundt i byen, på lidt markeder, spise lidt der, drikke lidt der, handle lidt der osv... samtidig med jeg begyndte at overveje hvor min næste destination skal være 🤔 det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har nydt at være i Vietnam, især den nordlige del var vildt fed, der håber jeg at komme tilbage en dag, men nu skal jeg videre, og jeg tror det bliver et sted hvor jeg kan slappe lidt mere af end jeg gjorde i Vietnam, en stor del af Vietnam var også at rejse gennem landet, og det var mentalt hårdt, at skulle planlægge så meget, stå for alt alene og bare bruge så meget tid alene uden rigtig at kunne etablere nogle relationer. Når jeg var på et hostel mødte jeg da folk og hang ud med dem, men 90 % skulle den modsatte vej end mig. Fra syd til Nord og jeg rejste jo Nord til syd, så det har været lidt hårdt syntes jeg, så jeg skal et sted hen hvor jeg ikke vil rejse så meget, men mere være et sted længere tid ad gangen. Jeg fandt ud af hvad jeg ville gøre, bestilte min billet og gjorde klar til at rejse, men ingenting kører lige ud af landevejen, og selvfølgelig, den dag jeg skulle rejse, vågnede jeg op med dårlig mave og mavekramper på fuld skrald, og det er ikke det fedeste at stå med når man skal rejse og når man er alene 😩 men jeg fik kæmpet mig igennem og kom til lufthavnen og hvor jeg så tog hen, ja, det må næste post vise 👻